Grunden til, at nogle fødevarer kaldes superfoods, er, at de indeholder næringsstoffer som for eksempel antioxidanter. Antioxidanter er naturlige substanser, der findes i frugt og grønt.
De neutraliserer frie radikaler, der forbindes med kræft, hjertesygdomme og ældning. Andre gavnlige kemiske forbindelser i superfoods kan være de såkaldte ’fytostoffer’, der også er blevet forbundet med forebyggelse af mange sygdomme.
Blåbær er kongen
Forskere fra United States Department of Agriculture og Tufts University placerer blåbær som nummer et på listen over antioxidantholdige fødevarer, sammenlignet med 60 andre frugter og grøntsager, der fås i handlen i dag.
Faktisk siger forskerne, at bare en halv kop blåbær giver lige så meget antioxidantkraft som fem portioner andre frugter og grøntsager, for eksempel ærter, gulerødder, æbler, squash eller broccoli.
Husk , at det er vigtigt at spise mange forskellige frugter og grøntsager, fordi variation giver det bredeste spektrum af næringsstoffer, men det vil være ekstra godt at snuppe en portion blåbær regelmæssigt.
Et af de vigtige stoffer, der findes i blåbær, hedder anthocyaniner. Det er det, der giver blåbær deres blå farve. Man mener, at anthocyaniner styrker støttestrukturer i blodårerne og hele kredsløbet. De har også vist sig at styrke effekten af C-vitamin, forbedre kapillærerne og stabilisere alt kroppens væv.
Hjertet
I forhold til hjertesundhed har blåbær vist sig at slå det røde i rødvinen med mange længder. Rødvin har været lovprist som godt for hjertet, fordi det er en god kilde til antioxidanter. Men et nyere studie har vist, at blåbær giver 38 procent flere af disse frie radikal-bekæmpere.
Skarpt syn
Under Anden Verdenskrig spiste piloterne i det engelske luftvåben -før en mission -en masse bær af en type, der er beslægtet til de blåbær, vi kender i dag.
Man mente, at det ville forbedre deres nattesyn, og flere forskningsforsøg har bekræftet, at både de beslægtede blåbær og de blåbær, vi kender i dag, har positive effekter på synet.
’Gulerødder er godt for øjnene’, siger man – og det er blåbær altså også .
Hjernen
Noget af den mest spændende forskning inden for blåbærs gode effekter, handler om hjernen. I forsøg med dyr har forskerne fundet ud af, at blåbær kan hjælpe med til at beskytte hjernen mod oxidativ stress, og måske kan reducere effekten af aldersrelaterede sygdomme som Alzheimers og demens.
Forskerne har også fundet, at en kost, der er rig på blåbær, i stærk grad forbedrer indlæringsevnen og koordineringsevnen hos aldrende dyr og gør dem mentalt ligestillet med meget yngre artsfæller. Man mener, at det skyldes stoffet epicatechin, men det kan også være mange andre.
Epicatechin findes i blåbær, te, vindruer og kakao, og det har vist sig at forbedre hukommelsen hos laboratorierotter og -mus. Stoffet lader også til at forbedre blodgennemstrømningen i hjernen.

