I England er forskere i gang med at undersøge hårdkogte kriminelle i alderen 16-21 år for, om vitaminer og fiskeolie kan få dem til at ændre adfærd – til det bedre. Og det mener de. Tidligere forskning har vist, at sundere kost kan forbedre menneskers adfærd, og deres helbred i det hele taget. Området er dog ikke udforsket grundigt, og man ved ikke rigtig meget om, hvilke næringsstof-doser, der er det optimale for hjernefunktion og adfærd. Men meget tyder på, at næringsstoffernes betydning er stærkt undervurderet.
I tidligere undersøgelser fra ungdomsfængsler, fjernede man alle forarbejdede og sukkerholdige fødevarer, så de indsatte – ud over den normale kost – kun havde adgang til usødet frugtsaft og popcorn. Efter 1 år var antallet af bl.a. voldlige overfald faldet med 25 procent. En anden undersøgelse viser at fanger, der fik tilskud af vitaminer, mineraler og fiskeolier foretog 30 procent færre overfald end de fanger, som ikke fik disse tilskud.
Forskere håber, at de nu snart kan fremlægge gyldigt bevis for, at man ved kosttilskud kan opnå målbar dæmpning af aggressiv adfærd.
De indsatte kriminelle får i forsøget følgende kosttilskud:
Vitaminer: Vitamin A, Vitamin D, Vitamin B1, Vitamin B2, Vitamin B6, Vitamin B12, Vitamin C, Vitamin E, Vitamin K1, Biotin, Nicotinamid, Pantothensyre og Folinsyre.
Mineraler: Calcium, Jern, Kobber, Magnesium, Zink, Jod, Mangan, Kalium, Fosfor, Selen, Chrom og Molybdæn.
Fedtsyrer: Gammalinolensyre (GLA), Eicosapentaensyre (EPA) og
Docosahexaensyre (DHA)
Hjernemad er fødevarer, der tilfører hjernen den energi, den behøver for at fungere korrekt. Man ved specifikt at omega-3-fedtsyrer er vigtige byggeklodser i de neurotransmittere, som styrer kommunikationen mellem hjernecellerne. Mangel på et eller flere af stofferne kan forrykke balancen og påvirke den måde hjernen arbejder på. Japansk kost, som kendetegnes ved et højt indhold af fisk, vurderes som det bedste “hjernemad”.

